Min kære morfar – levede et stille liv. Han var tømmerskærer på et savværk. Passede sit job, havde kone og børn. Ud over et stille liv, gjorde han livet farverigt for sin familie med underfundige vittigheder og sætninger. Som blev gentaget igen og igen – og igen. Som historien om Gerda og de gule ærter.  Og så havde han en særlig sætning, han elskede på de sene timer, når man ender med at tale, om det der kommer ud, når nu der er kommet noget ind. Nemlig Lortens vandring. Som han ville sige: Vi ender altid om at tale om Lortens vandring!

Nå, men den her historie handler faktisk slet ikke om min morfar. Ham må I høre om en anden gang. Den handler om Lortens vandring, og om hvordan man sammen med de rette mennesker kan dele sine helt private oplevelser på forunderlig vis. Begge dele uden at man helt ved, hvordan det skete.

Jeg havde ikke rigtig kendte den her mand særlig længe. Vi kom i de samme kredse, festede med de samme og kendte på den måde hinanden. Men ikke rigtig som RIGTIGE kærester. Vi var begyndt at kysse lidt på hinanden.

Nå, men vi var til den her fest ude på landet. Hos en økobonde. Han havde ikke så mange dyr, men jord dyrkede han. Og hos økobonder, her får man god mad. Vi spiste og drak økologisk dit og økologisk dat.

Og så er det at… hvad der kommer ind også skal ud. En særlig cocktail af mad, alkohol og rytmiske bevægelser på et dansegulv. Jeg kan mærke, at jeg skal: lægge en arm, en mulvarp er på vej, at der skal trykkes igennem – og hvad man nu kalder det.  Bommelom og bimmelim. Jeg skal sgu skide – og det skal gå hurtigt. Men det er på et tidspunkt, er andre også fyldt godt op af økobondes mad, øko-øl og øko-musik. Der er kø!

Hvad gør man så? Mulvarpen vil ud! Jeg finder en pose, og så vandrer jeg ud på gårdspladsen. Men hvor sætter man sig, og er det i orden at skide en menneskelort på en økobondes mark? Jeg har pose og også husket noget papir. Nu går jeg rundt mellem festglade mennesker og de sidste trofaste rygere, som ikke ryger økosmøger, men andet græs. Tænker – ok hvor kan jeg sidde og og give muldvarpen luft.

Jeg finder et lille hjørne væk fra folk – lidt tæt på marken. Trækker bukserne ned – ahaaa – det er bare godt. Nå, tørrer mig, trækker bukserne op. Hvad gør man så? Jeg er ikke hunde ejer! Og en af grundene er, at jeg ikke gider samle lorte op. Nå, men jeg har ikke lyst til at høre, om at der er fundte en lort i haven…. så jeg tager hænderne ned i posen – vikler hånden godt om den dampende brune masse. Ned i posen, knude på. Men hvad pokker gør man med posen?

Kaster den ud på marken? Tager den med hjem i tasken? Så opdager jeg skraldespanden uden for husets gavl, og tænker – her kan den komme væk. Men den er der stadig og spøger, mens jeg går ind og fester videre med en minde, som om afføring ikke var en del af min hverdag. Lægger et ekstra lag læbestift på læberne. Kniber min selv i kinderne – ser frisk ud!

Tilbage til fest. Her møder jeg ham den søde, som jeg har kysset lidt på. Og så er det sådan – at jeg har lidt lyst til at dele denne historie med en. Og det bliver ham… for hvad nu hvis de finder en pose med menneskelort i dagrenovationen ude hos økobonden. Han beroliger mig….. og så fortæller han  …. og det er så her min morfar ville sige: det ender altid med Lorden vandring. Det er sent flere er gået i brædderne, nogle er cyklet hjem, andre ripper køleskabet.

Vi tager en godnat-bajer og sidder under stjernerne, og så fortæller han mig sin Lorte-historie: Lad os kalde ham Torben. Det er sådan, at Torben på det tidspunkt kører rundt til kirker og installerer lydanlæg. Det kræver, at man kommer rundt på steder i kirker, som man ellers ikke kommer. Der skal lægges ledninger ind!

Nu sker der så det. Vi er ude i en lille landsby kirke – højt kirketårn. Et tårn, der kan ses fra vandet og langt ind i landet. Vartegn for landsbyen. Her er der ikke betjening hele tiden. Så han er her alene. Nu melder trangen sig til at besørge på naturens vegne.

Lukket alle steder. Tænke i samme fart, som naturen gør sit job. Og han tager en rask beslutning. Ud i arbejdsbilen og hente en papkasse og lidt papir (=faktura og kasse med logo).

Der er ikke et øje, og han tager trappen op! Op, op, op, op, op – kommer op til klokken og kan se ud over hele landesbyen  – til nabobyen og videre ude over vandet. Her stiller han kassen klar og trækker bukserne ned. Og lægger et pragteksemplar af en lort. Tørrer sig. Bukserne op. Nyder synet ud over landskabet. Han lugter rapsmarkerne mere end bæen i kassen. Lukke kassen…

Men hvad gør man med en kasse, med firmalogo på for det firma, som man kører med. Høreapparatsfirma!

Og så siger han – jeg har haft de samme tanker som dig. Hvad hvis de finder kassen, og det som er i kassen i kirkens skraldespand uden for kirkegården. Ved du, hvad min løsning var: Jeg gjorde mit job færdig. Kassen med logo lå i bilen imens. Så lukkede jeg af – smækkede kirkedøren. Kørte gennem det smukke danske landskab og kom til en raste plads. Og ja, her har de også skraldespande. Her dumpede jeg kassen med logo og med naturen gerning i.

Så bare rolig, sagde han til mig. Det løser sig! Ingen opdagede kasse eller dens indhold. Og herren i det høje har ikke straffet mig. Så du skal ikke bekymre dig.

– Denne fortælling er fortalt til Lystløgner-aften. Du kan jo selv vurdere, om den er sand eller falsk?