Han var en stille mand. Min morfar. Lavede ikke det store halløj ud af sit liv eller sig selv. Voksede op i København i en børnefolk på seks. Blev smidt ud, da han var 14. Så var der ikke plads i den lille københavnerlejlighed. Det plagede ham altid og var noget, han kunne fortælle om længe til familie sammenkomster. Også på hans gamle dage. Han var en lun person og havde forskellige gengangere, han altid skulle sige. Som da jeg var barn, og jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare på et spørgsmål. Så sagde han: Svar eller skid bogstaver! Altid med et glimt i øjet og et smil på læben. Og sådan havde han særlige sætninger, som han brugte.

Da han blev ældre, blev de særlige sætninger sagt oftere og oftere. Og det var trygt og godt – og også nogen gange vildt irriterende. Som vittigheden om Gerda og de gule ærter: Der var en gang et spisested for fattige og drukkenbolte. Her serverede de mad ved en lille luge hver dag. En dag råbte en medarbejder på stedet: Så er der gule ærter! Hvorefter en af drukkenboltene, som havde siddet og ventet på den varme mad, spurgte: Hvem har pulet Gerda?

På dan måde var min stille morfar også en sprudlende mand, på sin egen stille underspillet måde.

Hvad der ikke gik stille for sig, var hans begravelse – eller rettere bisættelse i de ukendtes grav. Han skulle ikke ligge nogen til last. Så ingen gudstjeneste, gravsten eller gravsted til ham. Han skulle direkte ud til kapellet og videre i ovnen.

Han dødede en varm sommer aften i sin og sin kones københavnerlejlighed. Jeg ved ikke, om han fik sagt en af hans fine sætninger i dødsøjeblikket. Det har min mormor ikke fortalt. Familien blev inviteret. Det hele skulle ske samme dag. Besøg hos bedemanden, bestille kiste, aftale tid på Bispebjerg Kirkegård. Vaske min morfar og give ham en ren skjorte på. Vi ville ordne ham selv. Jeg var så den, som skulle give ham skjorte på. Ikke en let øvelse. Hans krop var ret krøllet, da han i dødsøjeblikket havde vendt sig om på siden, så min mormor kunne pleje et af hans liggesår. Det er svært at få en krøllet krop til at makke ret.

Familien kom. Hans søskende. De skulle ikke ind i soveværelset og se ham. Næ nej, direkte ind til kaffen og lukke døren, så de ikke kunne se ham. Nå, men tiden gik. Morfar blev klar, og bedemændene ankom.

Nu er det sådan, at små københavnerlejligheder er små københavnerlejligheder! Så det viste sig at kisten ikke kunne komme ind ad hoveddøren. Så den måtte vi parkere på reposen. Den kunne lige hvile uden at bumpe ned af trappen.

Så bedemændene måtte skræve over kisten for at komme ind i lejligheden og ind i soveværelset til min morfar. Her fik de bugseret ham over på et lagen – og rettet ham ud. Han var stadig krøllet. Nå, men de fik rettet ham ud – lidt – og lagt ham til rette i lagnet. Og så var det at bugsere manden gennem den lille entre og forbi stuen med familien, som ikke ville se ham, men hellere drikke kaffen og snakke sammen.

Nu er det sådan med små københavnerlejligheder. De ligger sjældent alene, der ligger flere i samme opgang. Og her var der 3 etager op. Min morfar ligger på stueetagens repos. På en dejlig varm sommerdag kan man godt få lyst til at tage trappen i tre trin. Bom, bom, bom. Svinge – og så bom, bom, bom igen. For så er man hurtig ude i det fri og sammen med solen. Bedemændene er nu nået til døren og løfter morfar op over kistekanten. Vi hører en dør smække. Efterfulgt af bom, bom, bom. Sving. Bom, bom, bom.

Og så er det, at en stor og ranglet fyr viser sig på trappen. Og SVING. Lige her er det, at den unge mand svinger lige ned i favnen på min morfar, og sammen lægger de så i kisten. Den ene ovenpå den anden. Nu er det bare hverken værre eller bedre end at den unge fyr, som jeg senere fandt ud af hed Jens, på vej ned i kisten banker panden ned i kanten og slår hul i hovedet. Der ligger han så livløs i kisten sammen med min morfar.

Her ligger så min morfar, den stille mand, der aldrig gjorde et stort væsen ud af sig selv i en kisten på en repos ind til sin gamle københavnerlejlighed med en ung mand ved navn Jens med hul i hovedet og blod, der løber ned mellem tæerne på min morfar. Hvilken sætning min morfar ville havde sagt i den situation, det var jeg ikke. Han ville nok spørge: Hvad laver du her? Og den unge mand ville ikke svare, og morfar ville så sige: Svar eller skid bogstaver!

Nå, men der var ikke nogen, der sked noget. Bedemændene tog sig af den unge mand i kisten. Der var ikke plads til at tage ham ud af kisten i den lille trappeopgang. Og der blev ringet efter en ambulance. Da ambulancen kom, så var han kommet til sig selv. Var ikke rigtig glad for at ligge i en kiste med hul i hovedet. De fik ordnet ham. Hjalp ham ud i ambulancen. Han blev kørt på Riget – den gang der stadig var skadestue på Riget. Vi fik senere at vide, at han fik 5 sting og en hjernerystelse. Der gik lang tid, før han kunne tage trappen: Bom, bom, bom, sving. Bom, bom, bom, sving.

Vi fik fundet et nyt hvidt lagen. Rettede morfar ud og lagt låg på kisten. Herefter kørte kisten af sted ud til kapellet.

Min morfar hed Aage med dobbel-a, og nu ligger han i de ukendtes grav på Bispebjerg Kirkegård.

Ære være hans minde!

– Fortællingen er brugt til Lystløgner aften – du kan så selv vurdere om den er sand eller falsk:-)