Det er svært at vide, lige hvad man skal sige. Jeg har aldrig skrevet en bog før, eller holdt en bogreception.

Jeg  vil begynde med at sige tak, fordi jeg kunne holde receptionen i de her rammer i Aktivitetshuset Randersgades cafe, hvor det hele startede. Det giver bare så meget mening at gøre holde receptionen her. At I så på stedet også vil stille op med en danseteaterforestilling gør bare dagen endnu bedre. Og det er meget mere værd end selve bogen.

For det er det, det handler om. At udtrykke sig, at skabe og at lege sammen med andre.  Jeg ved, at når jeg ser jeres forestilling, så har der ligget mange timers arbejde bag. Mange urolige og nervøse maver. Mange grænser, der har skullet overskrides for at kunne stå på scenen. Og det er vejen til et forestilling, som jeg synes er så spændende. Fra man starter og ikke har noget, og til man sammen har skabt noget, der giver mening for den enkelte deltager, for gruppen – og for publikum.

Det er den energi, udstråling og gnist i øjnene, som deltagerne har. Man kan se det på jer, der lige har danset og sunget. Det er den eller det, der har været min store inspiration til at skrive denne bog. Jeg håber virkelig, at bogen kan inspirere andre til at sætte lignende projekter i gange over hele landet. Det er egentlig bare lige til. Man skal bare gøre det.

Det undrer mig, at man på ledergange og politisk niveau ikke endnu har set de store muligheder, der er i at bruge kunst og kultur – også for ældre. Hvorfor er det kun børn og unge, der må skabe og være kreative? Jeg har set en hel del kulturpolitikker og ældrepolitikker igennem. Min plan var nemlig at lave en statistik over, hvor mange kommuner, der nævner ældre i deres kulturpolitik, og hvor mange kommuner, der nævner kunst og kultur i deres ældrepolitik. Jeg er ikke nået helt alle 98 igennem endnu. MEN der er et tydeligt billede.

De unge skal lege. De skal se på, og de skal selv lave kultur og kunst. De ældre skal gå stavgang og lave stolegymnastik. I ældrepolitikker er der stort fokus på sundhed som motion og mad.

For mig er sundhed også – at skabe sammen med andre. At indgå i forpligtende fællesskaber med andre. At grine sammen med andre. At få nye oplevelser, der udvikler en som menneske.

Det at skrive en bog er et meget ensomt arbejde. Og jeg har da også fjernet mig fra omverdenen helt fysisk i perioder, for at kunne skrive. Det har været hårdt og også spændende. Et valg kunne man sige. Men arbejdet med bogen har stået i skærende kontrast til indholdet og oplevelserne med teatret. For da er man jo ikke alene, men i samspil med andre hele tiden. Det har været ensomt – at skrive. Det har også været lærerigt. Jeg har oplevet at bo steder med spøgelser og med skeletter i baghaven i mine forfatterhi. Det har lært mig noget om mig selv, når jeg om aftenen skulle lægge mig til at sove.

Tak til de personer, ældre, der ville lege med mig – og som har ladt sig interviewe i forbindelse med bogen. Med jeres livgnist, nysgerrighed – og nervøse miner har I lært mig at det er vigtigt hele tiden at tro på, at livet har en mening. Og at man skal gøre en forskel for andre – hver dag – lige gyldigt hvad dåbsattesten fortæller, eller hvor mange knuder kroppen slår.

I viste mig, at man ALTID kan udvikle sig. Hvis bare rammerne er til det, og hvis omverdenen opfatter en som værdifuld!