Jeg ønsker mig i julegave, at vi kan tale om alt det, der ikke bliver talt om!

I går stod jeg og vaskede en stegepande af. Jeg havde stegt krebinetter. Mens jeg står og vasker panden ren kommer jeg til at tænke på en kvinde, jeg mødte en gang. Det sker faktisk ofte, at jeg kommer til at tænke på hende, når jeg vasker en pande af. Vores veje mødtes på et krisecenter. Panden var den samme, vi brugte i vores fælles køkken. Et køkken, som vi delte med andre kvinder på etagen.

Min tid på krisecenter, er ikke en tid, jeg fortæller vidt og bredt om. Sådan er det med nogle oplevelser. Dem bliver der ikke talt om. Vi bærer rundt på en facade, eller vi tror, vi skal bære rundt på en facade. Jeg er umiddelbart ret godt skåret for stemmebåndet og er ikke flov eller pinlig over for særlig mange ting. Men reaktioner fra andre mennesker, har gjort, at jeg pakker særlige oplevelser væk. Taler ikke om dem. Giver dem ikke tid eller plads. Deler dem ikke med andre. Jeg tænker, det ikke som, at jeg skal dele dem for at bearbejde dem. Som terapi. Men dele dem for at gøre andre klogere på mig, på hvad et menneskeliv også er, på at livet ikke kun er det store smil, som jeg ofte har på mine læber. Dig, siger folk, du har da haft et let liv.

Vi har en særlig evne, eller last, for at sætte folk i pæne kasser. Den og den lever det gode liv. Den og den har gjort det godt. Vi tolker og aflæser på facaden – eller det, vi tror, er mennesket. Og når mennesket så titter frem i fortællinger og oplevelser, så holder vi distance til mennesket. Det er i hvert til fælde, hvad jeg selv har oplevet.
Tiden på krisecenter var en trist tid. Det var op til jul, og jeg gik mange ture med barnevognen og kiggede ind ad vinduerne til familier med hygge, lys og hjerter. Den ældste var hos faren og den yngste altså hos mig. Når jeg nævner det for andre – i et fortroligt øjeblik – så kan jeg se i deres ansigter, at der straks bliver set billeder af vold på deres nethinde, og jeg må hurtigt gøre det lidt mindre slemt – ved at fortælle, at min mand ikke slog mig. Vi var bare ikke særlig gode til at gå fra hinanden, og så udviklede det sig til et psykologisk spil mellem os. Ikke med fortsæt for nogen af os.

En anden episode, der hurtigt gav mig blik for, at der er emner, som man bare ikke taler om, eller som andre kan have svært ved at rumme, det var den gang jeg var indlagt på psykiatrisk afdeling. Torben, min mand, kørte mig til den psykiatriske skadestue på Bispebjerg Hospital, og en meget, meget, meget ung læge indlagde mig. Eller rettere han sagde, at han gerne ville indlægge mig. Jeg græd, stortuede faktisk, og fik fremstammet: Det kan jeg da ikke. Jeg har tre børn derhjemme, jeg skal passe. Med stille stemme fik han fortalt mig, at jeg ikke var i stand til at passe dem, sådan som jeg havde det. Jeg blev indlagt med en svær depression.

En reaktion, jeg fik, var: Ser du grønne marsmænd komme ud af elevatoren? Nej, jeg var bare meget, meget, meget trist. Trist på en måde, som ikke er til at forklare for mennesker, der ikke har prøvet at have en depressionssygdom. Faktisk var alle på afdelingen triste. Jeg har aldrig oplevet, at så mange mennesker har spist så lidt eller været så stille under et måltid. Interessant tanke, når man tænker på, hvor meget mad fylder i vores verden. Og hvor meget glæde og liv, der er forbundet ved mad og måltider.

Min oplevelser fra afdelingen har jeg delt med meget få mennesker. Men jeg tænker ind i mellem på den ældre kvinde, der efter en hjerteoperation fik en depression. Familien og den praktiserende læge var lang tid om at finde ud af, hvad der var galt. De troede, hun fejlede noget fysisk i forhold til operationen. Da hun blev indlagt, havde hun det meget meget slemt. På musiklæreren, der ved en fejl fik taget sin stofskiftemedicin to gange og derfor fik en psykose. Og i den tilstand smadrede han sit hjem totalt. På kvinden, der et par gange under mit ophold kom fra elektrochok – og havde glemt alt omkring sig. Om et liv med tristtese sammen med triste sjæle.

Revalidering er heller ikke en flagstang, hvor man kipper med flaget til skue for alle og en hver. For hvilket liv er man så. Det er ikke et emne, jeg tager op til middage eller fester. Den gang studerede jeg på RUC og blev alene med to små drenge. Nå ja, i samme periode kom jeg inde hos Mødrehjælpen og fik kød fra EUs overskudslagre. Jeg havde et klippekort, så jeg kunne hente kød en gang om ugen. Jeg husker, at jeg cyklede fra Østerbro ind til centrum med en rummelig rygsæk. Og hjem igen med store frostbøffer i tasken. Husker stadig fornemmelsen af hårdheden mod min ryg, når jeg cyklede. Hjemme blev kødet tøet op og hakket – og drengene fik spaghetti med kødsovs. Deres livret.

Livet er sært. Det tager mange veje. Og en ting er sikkert, vejen er aldrig lige. Jeg bliver nogen gange så træt, så træt, når jeg oplever mennesker, der ser livet som en lige vej, de gerne vil have andre mennesker passet ind på. Jeg holder af mennesker, der undres, og som er nysgerrige på andre og deres liv, ønsker og drømme. Så bliver vejen snoet, sjov 0g spændende. Livet bliver overraskende. Det gør også, at vi ikke får trang til at bevæge os væk, fra det vi ikke forstår, eller at vi skal lægge afstand, fordi vi er bange for, at det smitter – det dårlige liv!

Lad os tale højt og længe, om det der ikke bliver talt om. Så bliver livet autentisk og vores kontakt med hinanden troværdig. Og ingen behøver at skamme sig. Det ønsker jeg mig i julegave!