Jeg er blevet fanget. Fanget ind i brune øjne så skønne. Jeg har tænkt, at det aldrig ville ske. Har faktisk i det meste af mit liv haft den største foragt for hunde. Hunde lugter. Hunde er dumme. Hundeejere er endnu dummere. Nu er jeg så fanget ind. Fanget ind af et væsen med de skønneste brune øjne. Asta hedder hun. Og i dag fylder hun et år. Jeg har haft hende i mit liv i 10 måneder.

Hver dag hopper hun op i sengen til mig. Stiller sig ved siden af mit hoved og stirre intenst ind i mit sovende ansigt. Læner sig forover og rører min næse med sin snude. Snude mod snude åbner jeg øjnene og kigger lige ind i hendes. I det splitsekund vores øjne mødes begynder hendes hale at logre og numsen vipper med, og meget hurtigt er hendes endeparti blevet til et roterende piskeris. Hvis hun var stille, da hun kom op i sengen, så er hun modsat nu opsat på at få gang i dagen – at få gang i mig.

Jeg forsøger at holde mig selv fast i, at det bare er en hund. At jeg ikke ”skal blive” som de andre hundeejere. Holder fx hårdnakket på, at jeg ikke siger: Kom hen til mor? Eller: Hvor er far henne? Der sætter jeg grænsen. Men det er måske også egentlig det eneste sted, når jeg nu lige tænker efter. For hun fylder – og hun fylder meget i mit sind, mine tanker og i min sjæl. Jeg savner hende, når vi ikke er sammen, og jeg får spat af hende, når vi er for længe sammen. Ligesom med ens familie! Jeg ønsker hende langt væk, når halen bliver for glad, og hun vil have gang i mig – og jeg bare vil være mig selv eller have ro. Jeg kan ønske hende og mig selv langt væk, når hun til hundetræning (efter min mening) bare ikke fatter, hvad der foregår. Jeg kan ønske hende langt væk, når hun møder alle vores gæster med et bid i foden og en bjæffen. Der for hende betyder: Du er skøn og dejlig. Tak, fordi du kom og ville lege med mig. Når hun stikker af fra haven og går på spring i andres huse og forskrækker små børn. Når hun bjæffer en halv time midt om natten, fordi en fed kat går rundt i haven. Når hun ikke kommer, når jeg kalder, men stikker i spring over marker og enge for at jagte en færd.

Og så bliver jeg blød, blød om hjertet, når hun kigger op på mig og venter på mit signal – til mad, til leg, til køretur, til træning. Når hun med logrende hale og i fuldfirspring byder hele hundeholdet velkommen. Det bliver til mange runder med Asta forrest og en hale af hunde efter. Når hun lægger snuden under min arm og vil på tur. Når hun hopper op i sofaen til mig og putter sig ind til mig. Når hun overdænger mig med kys i hele ansigtet og napper mig i øreflippen. Og når hun roder i mit hår og vil have min hårelastik at lege med.

Det er aldrig helt til at forudsige, hvordan ting bliver. Jeg havde i hvert tilfælde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle blive glad for en hund. At jeg skulle gå til hundetræning – og at jeg skulle samle hømhømmer op i små sorte pose, eller at jeg skulle går lange ture med et firbenet væsen – op til flere gange om dagen.

Men jeg er fanget. Fanget ind af brune øjne, der griber mig om hjertet. Jeg er solgt til stanglakrids – jeg er vild med en hund! Og hunden hedder Asta – og i dag fylder hun et år.