Gad godt at være en muse. Tænk, at et andet menneske kigger på en eller opholder sig i samme rum som en, og så bare føler sig inspireret. Inspireret på et højere plan. Inspireret til at lave stor kunst.

Muser. De kvinder har altid fascineret mig. De er lækre, bare fordi de er. De er seje, bare fordi de kan. Ligge der og slænge sig i det bare ingenting. Slendre rundt på bare tæer i silkekimono. En smøg i den ene hånd og et glas rødvin i den anden. Sovehår og røde læber.

Der er noget sejt over de kvinder. De skal bare være – kvinde, og med et enkelt blik eller strøg tænde usete højder af kunstnerisk talent. Animere, bare ved at være til stede, kunstneren til at udtrykke hans inderste tanker i en streg, en farve, en form. Gad godt være den muse, der kunne det. Feteret på et højere plan.

Jeg er blevet kæreste med en kunstner. Altså en rigtig en af slagsen. En kunstmaler. En med pensler, farver og palet. Det er bare ikke mig, han maler. Det er landskaber. De åbne vidder nordpå.

Det er lyset. Lyset, som han taler en hel del om. Særligt, når vi kommer ind i zonen otte km fra vandet. Det er vandet. Vandet, der giver lyset. Vandet. Lyset. Det er i hvert tilfælde ikke mig, der er musen i det her kunstnerhjem. Nej, det er lyset. Lyset, der kommer af vandet. Vandet, som han også taler en hel del om. For lyset, det han taler om, kan ikke være der uden vandet. Det særlige lys, der vil formgives gennem hans hænder.

Jeg forestiller mig, hvordan jeg skal svæve over byer og flyde over landskaber som Bella i en Chagall. Han maler bare ikke byer og spillemænd, kvinder og mænd som Chagall. Så der i vores lille hjem kæmper jeg en kap med lyset og vandet. Det er en ulige kamp at ville slå de to muser af banen. De er der bare, omskiftelige og forunderlige. De bliver vanskelige at efterligne. Omskiftelig kan jeg være. Forunderlig, ja, det kan jeg også. Men bare være der samtidig. Det bliver nok svært.

Det er også svært at gå der i Sebbersund i silke, med knaldrøde læber, sovehår, et glas rødvin i den ene hånd og en smøg i den anden – med et lille finurligt glimt i øjet. Det ville sende helt forkerte signaler ud i det gamle fiskerleje, hvor vi bor. Her er det praktisk tøj – gummistøvler og lun sweater, der rykker. Men hvad pokker måske gummistøvler, lun sweater – og nicht weiter, lige er det, der kan tænde en kunstneråre. Det må jeg prøve, næste gang jeg drømmer om at være muse.

Se mere af Frank Storgaards kunst på www.frankstorgaard.dk