Jeg har fået en udfordring. På facebook er jeg blevet nomineret til i tre dage at skulle nævne tre positive ting fra min hverdag. I dag er jeg så kommet til den tredje og sidste dag. Og der ligger mig andre ting på sinde at skrive om. Om kædebrev og nomineringer, som jeg holder mig langt væk fra. Traume fra da jeg var barn og var med i et kædebrev med smølfefigurer og også et om sokker. Jeg sendte begge gange smølfefigurer og sokker af sted til folkene på listen. Selv modtog jeg aldrig hverken en smølfefigur eller et par sokker.
Men den her nominering var nu egentlig meget fin, syntes jeg. Nævne tre god ting fra ens hverdag, det kan kun være godt. For mig og for de mennesker, som jeg omgåes. Har man fokus på det gode, så kommer det gode også. Jeg har hært en person citeret for: Hvis du savner noget i dit liv, så er det nok, fordi du giver for lidt af det selv. Og det er samme logik, jeg lægger ned over: nævn tre positive ting fra din hverdag – så kan den jo kun blive god. Hvad kan man savne – glæde, drama, dynamik, kærlighed – budene er mange. Selv penge må man invistere af sel, hvis der skal komme flere.
Glæde, drama, dynamik og kærlighed er der masser af i mit liv. Og mine to forrige opdateringer med tre positive ting fra min hverdag, fortæller da også den historie. Jeg kunne også lave en lignende liste i dag – men en helt særlig oplevelse står meget mere tydelig frem i mit hoved. Den skal være mit udgangspunkt for tre gode ting i dag.
Jeg tissede i bukserne i dag. På arbejdet. Og det er ikke en gang løgn. Hvad sker der lige for damen? Stram op, siger jeg bare! Der følger nu en god historie med. Og her kommer dramatikken og glæden ind!
For et par uger siden fik jeg et ildebefindende på arbejdet. Jeg var svimmel, utilpas og dårlig. En kollega kom hen til mig og sagde; Rikke, har du det godt? Du er helt hvid i hovedet. Næ, jeg havde det ikke godt. Tog hjem. Fik det bedre. Siden har jeg gjort meget ud af at drikke meget vand. Det gjorde jeg også i dag. masser af dejligt koldt vand. Nogle gange, eller rettere mange gange, når jeg arbejder, så kan jeg godt glemme, at jeg skal på toilettet. Eller jeg udsætter det, for jeg er så opslugt. Det skete også i dag.
Tiden nærmere sig frokost, og jeg lægger en plan. Jeg vil først gå ned og hente min madpakke i køleskabet og derefter runde toilettet på vejen ned til kantinen. God plan. Da jeg står ved køleskabet, så er det så, at jeg kan mærke at det kilder i min næse. Jeg skal nyse. Først forsøger jeg at slå det hen. Så tænker jeg, at jeg vil give den fuld gas. Sagen er bare den, at på den ene side sidder to personer og spiser deres madpakker, og til den anden side står to store kurve med frisk frugt. Jeg kan ikke få mig selv til at nyse over deres mad, ej heller over frugten, så jeg holder nyset inde. Jeg så at sige sender nyseenergien ind og ned i kroppen.
Og så er det, at jeg tisser i bukserne. Lidt, men alligevel nok til at det er ubehageligt. Først tænker jeg. det skete ikke. Du fantaserer Rikke. Men nej, den var god nok. var en tur om toilettet og tjekke op på sagerne. Hurm, hvad gør man så. Et trusseindlæg eller en hovedpinepille, det kan man spørge sine kollegaer om, men at spørge dem, om de ligger inde med et par ekstra trusser. Nej.
Jeg må ændre min kantineplan. Turen går i stedet til Føtex, der i bil kun ligger et par minutter væk. Jeg overvejer kort at tage de våde beklæder af, men kan lige se for mig, at der kommer en vind og blæser nededelen op, eller at jeg snubler og ligger der! Så turen ind i Føtex skal være hurtig og kort. Jeg går direkte til undertøjsafdelingen. Her finder jeg et par af de billigste, skal så lede længe efter et par i min størrelse. Men det lykkes. Herefter hen i kø. Underligt nok er der mange i Føtex lige på det tidspunkt, så der er lidt ventetid i køen. Desuden har damen før mig en del varer, men de skla betales enkeltvis. Dét tager tid. Overvejer at sig; undskyld mig, men jeg har tisset i bukserne, kunne vi skynde os lidt. Men lader være.
Endelig gennem køen, ud på den anden side, på vej til udgangen for at kaste mig ind i bilen, køre tilbage og bytte vådt til tørt. Så er det, at jeg bliver stoppet af en sød ung kvinde, der spørger, om jeg vil deltage i en brugerundersøgelse. Og ud af munden, mens jeg lægger min hånd fortroligt på hendes arm og læner mig en lille smule ind til hende, kommer: Jeg skal sige dig, jeg har tisset i bukserne, og jeg har lige været inde og købe et par trusser, så jeg vil gerne hurtigt ud og skifte.
Hendes ansigtigsudtryk siger det hele. Måske jeg skulle have holdt detaljerne for mig selv og bare takket nej. Hun når også at lade blikket vandre hurtigt ned over min krop, ned til skridtet. Men der er ingen aftegninger, heldigvis. Hun smiler, og jeg går videre.
Mit liv er ikke kedeligt. Der sker mange gode ting i min hverdag, hver evig eneste dag. Dagens tre gode:
1. I dag har jeg reddet to mennesker og frugtkurvene fra mine nysebakterier.
2. Jeg har givet analysedamen en historie, hun helt sikkert kommer til at fortælle videre.
3. Jeg har grint noget så skønt over denne oplevelse sammen med to kollegaer, fordi vi begyndte at tale, om det at opleve noget flovt.
Tak for en dejlig dag. Tak for udfordringen.