Gennem det sidste år er jeg kommet i et sandt krammedilemma. For hvornår krammer vi, hvornår giver vi hånd, og hvornår er det nok med et nik? Jeg bevæger mig i mange forskellige arenaer. Arbejde, netværk, foreningsarbejde, sportsklub, familie og venner. Og hvad er så lige kutyme? Hvad gør man, hvor?

I det sidste år har jeg været tilknyttet et business netværk, hvor det begyndte med håndtryk. Det er stadig håndtryk, der er kutyme, men der er sneget sig kram ind, også. Men hvem i flokken skal have knus, og hvem i flokken skal have håndtryk? På ca samme tid blev jeg indrullet i en udviklingsopgave på arbejde med en kommune. Her er vi en lille arbejdsgruppe, som mødes ind imellem. Her begyndte det også med håndtryk. Nu krammer vi, når vi mødes. Og det er ikke til stor glæde for alle – heller ikke mig……

Da jeg kom til Jylland tænkte jeg, her er vi lidt tilbageholdende. Vi rør ikke hinanden så meget. Men så begyndte jeg på min første arbejdsplads, Region Nordjylland – og jeg må sige, der blev der rundhåndet givet ud af kram. Og det var ikke mig, Københavneren, der begyndte. Det var de lokalfødte. Helt naturligt, nogen gangen, og andre gange tæt og varmende – og fuld af latter. så min forestilling om nordjyder og kram passede ikke.

Så er det, at jeg lægger mærke til, at jeg i forskellige sammenhænge blive i tvivl. Vil jeg overhovedet kramme? Vil de andre overhovedet kramme? Det er som om, hvis man først er begyndt på at kramme, så er det vanskeligt at gå tilbage igen.

I det business netværk, som jeg er en del af, har en person udtrykkeligt udtrykt: Kram er ikke lige mig. så det er håndtryk. I en foreningsarbejdet har en udtrykt: jeg flyttede fra Frankrig for at komme væk fra alle de kys og kram. Og i arbejdsgruppen med repræsentanter fra min arbejdsplads og en kommune – er det helt tydeligt, at der ikke er ønske om at kramme. Det ses og mærkes helt tydeligt på kropssproget.

Jeg ved ikke, hvordan jeg er endt i dette krammedilemma? Der er nogen, hvor det virker naturligt, og så er der en masse andre, hvor det ikke virker naturligt. det mærker jeg helt tydeligt. Men så bliver jeg – og de andre, oplever jeg – at hvis der er én der får et kram, så bliver de andre urolige, nervøse, nogen også forventningsfulde på, at de også vil have/give et kram, som god dag.

Jeg holder egentlig rigtig meget af håndtryk. Håndtryk er bare så gode. I netværkskredse, særligt forretningsnetværk er det helt normalt med håndtryk. Håndtryk er måde vi får sagt goddag og farvel til hinanden på. Vi får signaleret til hinanden, vi er her sammen i dette rum, vi er sammen om det der nu er dagsordenen for vores møde.

I andre sammenhænge, med kollegaer og i frivillige foreninger, oplever jeg, at håndtryk bliver set på som meget formelt. Og så sker det, at der ikke bliver ‘hilst’ på hinanden, og den der lidt tomme fornemmelse omkring: “Har du set, at jeg er her, og har jeg set, at du er her i rummet” – altså anerkendt, at vi er her sammen i rummet, kommer snigende. Og når vi så skal sige farvel til hinanden, så har vi ikke noget sted at gøre at denne tomme fornemmelse. Så bliver det til et let sving og vink med hånden. Farvel! Eller man tyr til krammet.

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg færdes i mange sammenhænge, og at det er et dilemma for mig, hvornår giver vi hånd, hvornår hilser vi med nik, hvornår krammer vi? Og skal man kramme alle andre i et rum, bare fordi man giver én person et kram til goddag og farvel? Jeg tror, nemlig også det er det, der er sket. En person har delt et kram med en anden. Et kram, de begge gerne vil give, dele og modtage. Og så spreder der sig en forventning om at så skal vi andre også kramme. På den måde opstår krammedilemmaet.

Det er ikke alle, jeg gider give et kram. Det er ikke alle dage, jeg gider at kramme. Hurm…. kram eller ej. Håndtryk er nu gode!