Hun nyder det, Asta. At ligge i gården og få sol og varme på den store mave.

Jeg kan godt forstå hende. Den vokser og vokser, den maven. Hver dag kan man se, at den bliver større og større. I takt med maven størrelse bliver Asta også mere og mere stille. Hun sover meget. Og hun sidder tit og holder hvil og misser med øjnene. Nogen gange virker det, som om hun sidder og spekulerer på, hvad det er, der sker med hende.

Der er allerede en del liv i maven. En rumsteren og bevægelse. Det kan jeg mærke, når hun bare ligger helt stille og tager sig et hvil i sofaen eller i sengen. Så ligger vi der sammen, hun helt roligt, med lukkede øjne og rolig vejrtrækning, og jeg med en hånd på hendes maven. Og så kommer de, når bare man ligger længe nok, de små bump og rul hen over hendes maveskind.

Jeg kan god forstå, hun nyder en stille siesta i solen med en varm solstråle på maven.