De 5 gudinder er nu 7 uger gamle. De er skønne. De er over alt. Jeg har ferie en uge sammen med disse livlige damer. Tiden skal gå med at nusse og kæle – og gøre mit for at præge dem med gode rytmer. Flere af hvalpene beder om at komme ud, når de skal besørge. At vi så nogle gange ikke når haven inden, det slippes løs, det er en anden sag. Men der er gode takter – meget gode takter.
Gode rytmer er også faste spisetider – sådan nogenlunde. Tørfoder tre gange om dagen – og torskerogn med A38 som mellemmåltider. Det er også lure. Formiddagslur, eftermiddagslur og et par stykker ind i mellem!
Der er gået dagpleje i den.
Vi har gode pletter ude i haven. Tæppe ved trappen. Lækkert med grene, bolde, fuglevinge. Der er busken, hvor der kæmpes kampe. Der er græsplænen, hvor der kan leges med papkasser, og hvor der kan tonses og sprintes. Og så er der grunden inden ved siden af, hvor hønsene er. Flere af hvalpene har fået øje på hønsene – og viser interesse. Spørgsmålet er så, om de ser mad eller legekammerat!
Alle gudinder er begyndt at indtage større og større arealer af haven. Og i dag havde to så meget mod, at de var med mig ud med skraldet. By the way – skrald fra hvalpekravlegården. Selv om vi øver at gå uden for, og flere giver lyd, så er det ikke altid, vi når det, så der er masser – masser af våde og abeburslugtende aviser, der skal i skraldespanden.
Og så er der tørresnore. Den har også skiftet udseende. Lige nu ser den sådan her ud.
Om en uge er de alle klar til nye hjem. Gode hjem.Tre har allerede fundet deres match. To har stadig det eventyr til gode. Om små tre uger vil der være tomt – og hvalpedagplejen vil være lukket ned. Og tørresnore vil være tilbage til normalen.