Ord og musik i et makkerskab

Sommerfuglemusen af Dario Fo under udvikling. Duoen: min mand og jeg, er gået i gang med at sætte den skønne og skøre gøglerfortælling op i ord og lyd.

Vi er i arbejdslejr – og der er mange til- og fravalg. Idéer og pauser. For pauser skal man også have, når man skaber. Det er vores første forestilling sammen. Vi har talt om det mange gange, siden vi mødte hinanden på konferencen “Preforming the World” i New York i 2012. Først skulle vi lige gennem en stormende forelskelse, så siden flytning og skabelse af vores nye liv sammen. Og nu er vi klar. Det er et dejligt makkerskab, og vi glæder os til at dykke videre ned i denne fortælling – og mange flere sammen.

Test publikum med fire ben

Arbejdslejren byder også på tre styks publikum med fire ben. Jeg har aldrig underholdt hunde på den måde før. Jeg har heller ikke haft hunde, før jeg mødes min makker og skønne mand. Faktisk kunne jeg ikke lige hunde op til 2012. Men nu har jeg altså tre styks sammen med min mand.

Det er noget af en oplevelse at se dem lytte til historien – og se dem prøve at finde ud af, hvad der egentlig foregår. Jeg tror, de funderer på og prøver at aflæse, hvornår der er godbidder eller en gåtur i spil. Der er hænder, der skal følges, når jeg med gestikuleren forvandler fortællingen til en levende historie. Og der er lydeffekter, som når hovedpersonen i Sommerfuglemusen prøver at kalde musen til sig, tre hunde reagerer på: Det må da være mig, hun kalder på.